Gengangere

af henrik ibsen

Bearbejdet af Liv Helm

Scene 6

I gangen / spisestuen. De vægge, der er faldet, gør det muligt at se mere af spisestuen. Det er aften. Regine står som forstenet ude på gangen. Regine åbner dobbeltdørene ind til spisestuen, og går ind og vander blomsterne, mens Manders og Helene observerer hende. Regine går ud på gangen igen, lukker dørene efter sig, og går mod køkkenelevatoren. Helene og Manders følger hendes bevægelser og står i hullet i midten af scenen.

HELENE (i spisestuen)
Jeg er overbevist om, at der ingen skade er sket. // at der ikke er sket noget.

MANDERS
Nej da.

HELENE
Det var et løst indfald af Osvald.

MANDERS
Ja.

HELENE
Regine må ud af huset. Det er klart.

MANDERS
Naturligvis.

HELENE
Men hvorhen?

MANDERS
Hjem til sin far, selvfølgelig.

HELENE
Til hvem, sagde du?

MANDERS
Til sin — nej, Engstrand er jo ikke (åbner dobbeltdørene)
— Men herregud, hvordan er det muligt? Du kan jo tage fejl.

Manders og Helene trækker ud i døråbningen til gangen.

HELENE
Nej, desværre. Johanne gik til bekendelse og blev straks sendt bort. Og betalt godt for at tie stille. Resten sørgede hun selv for. Hun fandt sammen med snedker Engstrand, bildte ham noget ind med en sømand den sommer, og har sikkert sagt noget om de mange penge, hun havde. Og så blev de gift. Ja, du viede dem jo selv.

MANDERS
Jeg husker tydeligt, hvordan han kom til mig. Han var fuldstændig sønderknust og fuld af selvbebrejdelser over den letsindighed han og hans forlovede havde gjort sig skyldige i.

HELENE
Han var jo nødt til at tage skylden på sig.

MANDERS
Men at være så løgnagtig! Over for mig!

HELENE
Tror du måske min mand var renere, da jeg gik med ham til alteret?

MANDERS
Der er forskel.

HELENE
–

MANDERS
Jeres ægteskab blev indgået i fuld overensstemmelse med lov og orden.

HELENE (griner)
Ja, al den lov og orden. Må jeg være fri! Jeg skulle aldrig have lagt skjul på min mands måde at leve på. Men jeg turde ikke andet. Så fej var jeg.

MANDERS
Kalder du det fejt at gøre sin pligt? Har du glemt at et barn skal agte og elske sin far og sin mor?

HELENE
Skal Osvald agte og elske sin far? Skal han det?

MANDERS
Er der ikke en stemme i dit moderhjerte der forbyder dig at nedbryde din søns idealer?

HELENE
Hvad med sandheden?

MANDERS
Hvad med idealerne?

HELENE
–

MANDERS
Osvald har ikke ret mange idealer, desværre. Men hans far står for ham som et ideal.

HELENE
Jeg har løjet for min dreng, år efter år.

Manders tager skamlen og sætter sig ved siden af Helene.

MANDERS
Du har skabt en lykkelig illusion hos din søn.

HELENE
Hvem ved — Jeg kan jo ikke finde mig i et forhold mellem ham og Regine.

MANDERS
Nej, det ville være frygteligt.

HELENE
Eller jo, hvis jeg vidste, at han mente det alvorligt og ville blive lykkelig, så ville jeg sige til ham: gift dig med hende, eller indret jer som I vil, bare ikke noget bedrag!

MANDERS
Men hvad er det du siger!

HELENE
Helt ærligt, tror du ikke der findes masser af par derude, som er i lige så tæt familie?

MANDERS
Jo, desværre. Familielivet er ikke altid så rent som det burde være.

HELENE
Og hvem er det, der har indrettet verden sådan, Manders?

MANDERS
Den slags spørgsmål drøfter jeg ikke med dig. Du er ikke rigtig stemt i sindet.

HELENE
Nu skal jeg sige dig, hvordan jeg er stemt i sindet. Jeg er angst. Jeg er angst, fordi der sidder noget af dette gengangeragtige i mig, som jeg aldrig kan slippe af med.

MANDERS
Hvad var det du kaldte det?

HELENE
Gengangeragtigt. Da jeg hørte Regine og Osvald derinde // herude, var det som om jeg oplevede gengangere. Men jeg er lige ved at tro, at vi er gengangere alle sammen. Det er ikke bare det, vi har arvet fra vores far og mor, der går igen i os. Det er alle mulige gamle afdøde meninger og gammel afdød overtro. Det lever ikke længere. Men det sidder i os, og vi kan ikke slippe af med det. Som et tykt lag jord ligger det over os. Det er derfor vi alle sammen er så bange for lyset.

MANDERS
–

Helene læner sig op ad Manders’ skulder.

HELENE
Det er dig, der har fået mig til at tænke over alt det her.

MANDERS
Mig!

HELENE
Da du i sin tid tvang mig ind under det du kaldte pligt og skyldighed, da du lovpriste det, jeg afskyede af hele mit hjerte, da besluttede jeg mig for at gå dine læresætninger efter i sømmene. Jeg ville bare pille ved en enkelt knude. Men da jeg havde fået løst den op, faldt det hele fra hinanden.

MANDERS
Er det hvad, der kom ud af mit livs tungeste kamp?

HELENE
Kald det hellere dit ynkeligste nederlag.

MANDERS (rejser sig)
Det var mit livs største sejr, Helene. Sejren over mig selv.

HELENE
Det var en forbrydelse mod os begge to.

MANDERS
At jeg befalede dig: Kvinde, gå hjem til din mand, da du kom til mig og råbte: Her er jeg, tag mig! Var det en forbrydelse?

HELENE
Ja. Det synes jeg.

MANDERS
Vi to forstår ikke hinanden.

HELENE
Nej, ikke længere.

MANDERS
Aldrig, selv ikke i mine hemmeligste tanker, har jeg set dig som andet end en anden mands hustru. Aldrig!

HELENE
–

Tiden står stille og vi ser et (måske) sindsbillede af Manders dybeste længsel efter Helene. Manders går gennem midterhullet og ind bag Helene. Regine står ved døren til trappen og observerer dem.

MANDERS
Helene —

HELENE
Man glemmer så let, hvem man var.

MANDERS
Jeg er den samme som jeg altid har været.

HELENE (slår om)
Lad os ikke tale mere om gamle dage. Nu sidder du i kommissioner og bestyrelser og jeg går her og kæmper med gengangere både indvendig og udvendig.