Arendt - at se i mørke

 

Det er den dansk/amerikanske dramatiker og instruktør Rhea Leman, der har skrevet manuskriptet til forestillingen Arendt – at se i mørke. Det var skuespiller Ina-Miriam Rosenbaum, som spiller Hannah Arendt i forestillingen, der fik idéen til at skrive en forestilling om Hannah Arendt.

 

- Ina-Miriam Rosenbaum og jeg har arbejdet sammen mange gange, blandt andet med forestillingen Hitler On The Roof, hvor hun spillede Hitlers propagandaminister Joseph Goebbels. Det var vores første kunstneriske samarbejde og det blev en stor triumf. Siden har vi arbejdet sammen adskillige gange.

 

Det er heller ikke første gang Rhea Leman kaster sig ud i et dramatisk projekt, som tager udgangspunkt i en historisk person. Udover Goebbels har hun for eksempel skrevet om Berlusconi, Stalin og Anne Frank.

 

- Jeg elsker det store research-arbejde, der følger med, når man skal forsøge at indfange et menneske. Det er en fantastisk proces at læse og fordybe sig i et menneske og finde ud af, hvad man vil gøre med materialet.

 

Rhea Leman kendte ikke så meget til Hannah Arendt på forhånd, og hun har ikke været nogen nem dame at indfange.

 

- Jeg har læst en masse litteratur om og af Hannah Arendt. Jeg har set interviews med hende på YouTube og alt hvad jeg ellers har kunnet støve op. Hannah Arendt var en yderst intelligent og provokerende skikkelse. Hun var modig, stædig og ikke altid helt nem at forstå. Jeg har været særligt optaget af hendes bog Eichmann i Jerusalem om retssagen mod Adolf Eichmann. Bogen gjorde Hannah Arendt persona non grata i jødiske kredse. Hendes kritik af den politiske iscenesættelse af retssagen mod Eichmann fra israelsk side og hende store interesse i at forstå Eichmann blev taget meget ilde op og opfattet som om, hun vendte sig mod sine egne.

 

Det var dog først da Rhea Leman mødte Richard Bernstein, som kendte Hannah Arendt godt, at hun fandt en nøgle til at fortælle om historien om den store tænker. Richard Bernstein kendte og underviste sammen med Hannah Arendt på The New School i New York. Han har skrevet bogen ’Hvorfor skal vi læse Hannah Arendt i dag’.

 

- Mine samtaler med Richard Bernstein, som kendte Hannah Arendt både som ven og kollega, åbnede et fantastisk vindue ind til mennesket bag myten. Det er altid vigtigt for mig at finde en sprække, noget mærkeligt, en fejl, der kan gøre personen levende, troværdig og interessant. Jeg tror, at et af Hannah Arendts store problemer var, at hun næsten var for intelligent. Hun vidste måske altid lidt bedre end andre, og hun havde svært ved at give sig. Der var en menneskelighed i det, som blev min nøgle ind i historien.

 

Det viste sig også, at Hannah Arendt var i København i 1975 for at modtage Sonningprisen, endda som den første kvinde nogensinde. Den situation blev rammen om forestillingen, som udspiller sig på et hotelværelse i København, hvor Hannah Arendt forsøger at skrive sin takketale. I tankerne genoplever hun nogle af de begivenheder, der har formet hende som menneske og filosof.

 

- Jeg har ledt efter nogle af de store begivenheder i Hannah Arendts liv, som jeg tror har haft betydning for hendes personlighed og filosofi: Hendes opvækst i Tyskland med begyndende jødeforfølgelse, hendes flugt til Frankrig og senere USA. Hendes stærke mor, hendes store kærlighed: Heinrich Blücher. Det er alt sammen fixpunkter i den historie, som jeg har valgt at fortælle om hende.

 

Hendes kærlighedsforhold til Heinrich Blücher er meget interessant. De levede i et åbent forhold og han var notorisk utro. Det er et modsætningsfyldt forhold, som samtidig er fyldt med kærlighed. De har en løbende samtale gennem hele deres ægteskab. I forestillingen taler Hannah med ham, selvom han på det tidspunkt har været død i 5 år. Ikke engang døden kan stoppe den samtale. Sådan tror jeg det er, når man har været sammen i mange år.

 

For at skrive om et andet menneske skal der være en genkendelse, mener Rhea Leman. Hun har funderet over sin egen histories lighedspunkter med Hannah Arendt. De er begge fra jødiske familier og har haft Holocaust tæt på. Og så har de begge skabt sig et nyt liv langt væk fra, hvor de blev født.

 

- Ligesom Hannah Arendt har jeg levet det meste af mit liv i et andet land end det, jeg er født og opvokset i. Som helt ung forlod jeg New York og flyttede til Danmark, hvor jeg har boet og arbejdet siden. Jeg har forsøgt at udtrykke mig på et andet sprog end mit modersmål. Jo ældre jeg bliver, desto mere får jeg øje på omkostningerne ved det. Der er noget, jeg har mistet. Jeg forestiller mig, og jeg har kunnet læse, at Hannah Arendt også har følt mange af de omkostninger på egen krop. Vi er begge lykkedes med at skabe os et nyt liv i et nyt land, men noget er gået tabt. Både sprogligt og menneskeligt.

 

En forestilling på to timer kan på slet ikke yde Hannah Arendts værk og liv retfærdighed, men den kan give et bud på hendes historie.

 

- På et tidspunkt i processen vender jeg mig mod min fantasi. Og så begynder jeg at skrive. På den måde er forestillingen en fiktion inspireret af Hannah Arendts liv og tænkning. Stykket giver et indblik i og en introduktion til hvem Hannah Arendt var og hvad der måske har gjort hende til den store tænker og personlighed, som hun var. Mit mål med forestillingen er både at underholde og uddanne. Nogle publikummer vil kende Hannah Arendt og hendes tanker på forhånd, mens andre måske først vil støde på hende med forestillingen. Og begge grupper skal kunne opleve forestillingen. Det er selvfølgelig en svær balance.

 

Hannah Arendt og hendes tanker om mennesker er bestemt værd at stifte bekendtskab med, måske særligt i dag.

 

- Hannah Arendts tanker virker mere relevante end nogensinde. For eksempel hendes tanker om menneskets mulighed og ansvar for at stoppe op og reflektere over det liv, de lever og de ting de gør. Også selv om det betyder, at de må gå mod strømmen. Højredrejning, populisme og totalitarisme. Mange af de ting vi bokser med i dag, dem har hun skrevet meget klogt om. 2. verdenskrig og Holocaust bliver vi også ved med at kredse om som samfund: Hvorfor skete det, hvordan skete det og kan det ske igen. Det er spørgsmål vi stiller os selv igen og igen, og vi finder nok aldrig rigtig et svar. Men jeg tror det er vigtigt, at vi bliver ved med at spørge. Det tror jeg også, at Hannah Arendt ville mene.

 

(Tekst af Line Hede Simonsen)