gengangere

Hvad handler Gengangere om, og hvad har inspireret dig i arbejdet med stykket?

-Gengangere betyder spøgelser, og det handler om alt det, der kan hjemsøge en familie. Det er hemmeligheder og fortielser og dybt begravede løgne. Stykket får mig til at tænke over både social og genetisk arv i en familie, og hvordan vi slæber vaner og deciderede traumer med os op gennem generationer.
Henrik Ibsen kaldte selv sit stykke for sin ’græske tragedie’. Det har været en nøgle for mig, at Ibsen har villet skabe en familietragedie, som også kan forstås på et symbolsk niveau. Det vil sige, at han skubber sin handling ud i nogle ekstremer, hvor vi mærker nogle urkræfter i familien. Det bliver helt mytisk. Og vi har arbejdet meget bevidst med den brutalitet og faktisk også grotesk humor, der findes i den ekstreme tragedie.

Du har før lavet forestillinger, hvor kvindelige bifigurer trækkes frem i scenelyset. Nu er det Regines tur – hvad er det, der er interessant ved hende?

-Henrik Ibsen har nogle meget interessante bifigurer. Og tjenestepigen Regine i Gengangere er en af mine favoritter. Det interessante ved hende er, at hun på alle måder er centrum for tragedien. De løgne, der afsløres, har med hende at gøre. Hele sandheden om hendes eksistens er omdrejningspunktet for handlingen. Når jeg trækker hende frem i iscenesættelsen, oplever jeg, at hele tragedien bliver tydeligere. Og titlen på stykket, Gengangere, får en ny betydning i vores version. For hvem er spøgelset egentlig? Er det måske netop Regine? Det er Regine, der spøger. Det er hende, der går igen. Hun hjemsøger denne fortælling, fordi hendes historie ikke er forløst.

Henrik Ibsen er kendt for sine dagligstuedramaer. I har trukket Gengangere ud på gangen – hvordan kan det være?

-Det scenografiske greb er, at vi befinder os i husets gang. Det er her Regine opholder sig. Hun tager imod gæster, hun venter, hun lytter ved dørene. Hele dramaet om, hvad der ikke bliver sagt, bliver skærpet af, at vi har så mange lukkede døre. Publikum opdager sandheden i brudstykker, når vi sammen med Regine lytter ude på gangen. Man kan også sige, at hele klassehistorien bliver skærpet. Henrik Ibsens dramaer foregår hos borgerskabet, men i vores version foregår dramaet hos hende, der er domineret. Hende, som borgerskabets beslutninger går ud over.

Du kalder trilogien for spøgelsestrilogien, hvorfor det? Og hvorfor en Ibsen trilogi – endda med nogle af hans mindre kendte værker?

-Jeg elsker spøgelser. Ikke sådan nogle hvide lagner til Halloween, men derimod alt det, der hjemsøger os. Det kan være hændelser, der er sket tidligere, som folder sig ind i vores tilværelse i dag. Det kan være dominerende idéer på samfundsniveau, som bliver ved med at diktere os, selvom vi egentlig synes, at vi er blevet klogere. Det kan være personer, som har haft betydning for os – levende eller døde – som bliver ved at dukke op i vores tanker eller som helt konkret banker på døren. Jeg tror, at alle mennesker tager opgør med spøgelser i løbet af deres liv. Jeg tror det er uundgåeligt og nødvendigt. Det er smertefuldt og forløsende. Nogle gange kan det føles som at kæmpe mod dragen, besejre zombier. Det er virkelig et ur-drama!

Spøgelsestrilogien kommer i de kommende tre år til at bestå af Gengangere, Fruen fra havet og Når vi døde vågner. Det er ikke Ibsens mest kendte dramaer, hvor Et Dukkehjem og Hedda Gabler nok er dem, som de fleste kender. De stykker, jeg har valgt, ligger sent i Henrik Ibsens forfatterskab, og her skriver han simpelthen helt fantastisk dialog. Det er så vanvittigt godt. Og så har de tre stykker også det til fælles, at de handler om mennesker, der tager kampen op med spøgelser. Og det er det, jeg synes er spændende for tiden.

Tekstuddrag Gengangere

Petruska Miehe-Renard fik en kandidatgrad fra Det Kongelige Danske Akademi, Skolen for Design, Beklædning, i 2018. I 2020 blev hun en del af studiet How To Kill A Dog sammen med Emma Sehested Høeg, Jennifer Vedsted Christiansen og Amanda Tilia Hamelle, som gjorde sig bemærket med den Reumert-vindende forestilling Lolita for Altid. Siden da har hun arbejdet på store scener som Betty Nansen Teatret og Aalborg Teater samt med mere eksperimenterende produktioner som Monkeys Reacting to Magic på Aveny T med gruppen Beyond Cringe & Based. Derudover har hun skabt produktionsdesign til tv-serien Killjoy, som i 2023 vandt en Robert for bedste korte tv-serie. I 2023 modtog How To Kill A Dog Kronprinsparrets Stjernedryspris. I 2023 blev Petruska den første scenograf til at modtage Lauritzen-prisen We Believe In You, samt tildelt Statens Kunstfonds arbejdslegat.