Scenograf Marianne Nilsson fortæller

et alt i et rum

Scenograf Marianne Nilssons konceptuelle idé for scenografien er, at det skal være et alt eller intet rum samtidig med, at det er et alt i et rum. Det kræver måske en forklaring:

Marianne Nilsson fortæller:
-Manuskriptet er nærmest filmisk og klipper rundt i lokationer. Det stiller nogle krav til scenografiens muligheder. Og så er det i sagens natur en meget musikalsk forestilling. Det har været min idé at integrere musikerne i rummet, så der er bygget en form for glasbur over den øvrige scenografi.

Huset, som vi oplever historien i, er familiens base. Her foregår livet på det helt dagligdags niveau med genkendelige hverdagssituationer. Men der skal også være plads til, at en person har vrangforestillinger, at det hele lige pludselig bliver syret. Og nogle gange foregår de to parallelle universer på samme tid i scenografien, så det skal rummet være fleksibelt nok til. Jeg har lagt små drejescener i gulvet, som bliver brugt efterhånden som virkeligheden eller normaliteten forvrider sig mere og mere

- Der er et system af skydedøre bagerst på scenen. Det får det til at ligne et lækkert hjem for mig, men scenografisk hjælper det også med at illudere indenfor, når vi bruger selve scenerummet som terrasse. Eller det kan være den mere eller mindre konkrete omverden og de muligheder, der ligger ude i den. Skydedørene kan også nogle gange hjælpe os med at vise nogle tidsspring i historien.

Om forestillingens kostumer
Med hensyn til kostumerne befinder vi os i en form for nutid, fortæller Marianne Nilsson.
-Vi er gået efter, at hver person har fået sin egen type. Men selvfølgelig med forskellige variationsmuligheder, så vi kan arbejde med tidens gang eller hop i tiden med enkle midler i kostumerne. Vi har taget udgangspunkt i skuespillernes egne træk som inspiration for deres typer, og så har vi forstørret dem. Alle medvirkende får sneakers, som passer til deres type, og gør deres måde at bevæge sig på let og stærk.