Interview med Instruktør Kristoffer Lundberg

er en medløber skyldfri?

Arbejdet med George Orwells historie Kammerat Napoleon har fået instruktør Kristoffer Lundberg til at se kritisk på sig selv som medløber både når det gælder at leve i en privilegeret del af verden og være forbruger og borger i et landbrugsland, hvor dyr er blevet produkter.

- For mig handler Orwells historie blandt andet om, hvad det er, der får os til at acceptere noget, som vi kan mærke er forkert? Historien handler om, at magt korrumperer. Det gør magt jo. Jeg er mere interesseret i, hvordan vi bliver pacificeret af magten og den verden, vi lever i. Hvorfor stiller jeg mig ikke mere på bagbenene så at sige?

Kristoffer Lundberg har dramatiseret George Orwells roman og han har blandt andet fundet inspiration i Mathilde Walter Clarks essay ”Hvordan man laver dyr” og i tekster fra den grønne ungdomsbevægelse. Hvad er det de bidrager med?

- Jeg kan nemt mene, at landmænd burde behandle dyrene bedre, men omvendt er landmændene underlagt et system, der kræver at de konstant producerer mere og billigere. Hvis de skal overleve, må andre lide. Den logik kan man finde på mange områder, og vi er nok alle indoktrineret i en eller anden grad. Her er Den grønne ungdomsbevægelse og Mathilde Walter Clark inspirationskilder til at tænke anderledes. Hvordan kan jeg egentlig leve i en verden som er ulige? Har andre betalt en høj pris for de goder jeg har? Hvem lider for at jeg kan leve i luksus? Hvordan kan vores etiske, ideologiske og følelsesmæssige system ændre sig og normalisere vanvittige ting eller handlinger? Her er dyr vidunderligt konkrete.

- Vi går direkte ind i Orwells analogi og hylder hans geniale idé om at placere denne historie på en bondegård med dyr. Jeg synes, det var interessant at bruge den konkrete fortælling om nogle dyr, der vil skabe et bedre landbrug. Det er en sjov prisme at undersøge de strukturelle problemer igennem. I Danmark er landbruget statsstøttet op til skorstenen, samtidig med at udenlandske kapitalfonde opkøber jord, og landbrugene er nødt til at vokse sig kæmpestore for at kunne overleve. Den vækstmølle overføres til mange emner, og er et eksempel på en struktur, der hverken er bæredygtig for menneskene eller dyrene. Det er på den måde et billede på mange ubalancer i vores moderne liv.

- Det virker som om, at landbrugets dyreproduktion er forskruet, instrumentaliseret og uetisk (som mange andre ting i vores verden). Men det findes fordi vi tillader det. Vi lader os bilde ind, at det er nødvendigt. I forestillingen trækker vi paralleller til, hvordan vi i øvrigt indretter vores verden. Vi lader tingene ske og pludselig husker vi ikke længere, at det kunne se anderledes ud. Om det så er en verden uden kød på tallerkenen, uden kapitalisme, eller en verden hvor alle er lige.

Du vil gerne fokusere på de undertryktes psykologi?

- Blandt mennesker skelner vi også mellem, at nogle er mere mennesker end andre. Nogen er mindre værd end andre. Når jeg kigger på mig selv, kan jeg se hvordan jeg igen og igen overrumples af, hvilke vanvittige skred, der er sket i min verden. Men jeg glemmer det over tid. De dyr i Kammerat Napoleon, der er underlagt magten, er ikke skyldfrie. Hvorfor gør dyrene ikke oprør igen, da de bliver undertrykt af grisene? Det synes jeg er uhyggeligt. Der vil altid være mennesker, der vil have magt og bestemme, men hvorfor lader vi dem gøre det?

Skuespillerne skal spille dyr, hvordan har I grebet det an?

- Det er jo teaterhistoriens mest umulige opgave. Skal skuespillerne være nøgne? Skal de kravle og sige øf? Vi har valgt en grundpræmis om, at dyrene ikke ligner noget, vi genkender, for de lever på et landbrug, der er meget langt fra naturen. De ser mere menneskeskabte end naturlige ud. Derfor har vi blandet tøj og deforme ben og skabt nogle væsner, der er hverken eller. De er genkendelige, og så alligevel ikke. De er en sær blanding mellem et fugleskræmsel, et menneske og et dyr.

Synes du at historien har fået en anden betydning set i lyset af verdens tilstand i denne turbulente politiske tid?

- Jeg synes ikke den har en anden betydning, men jeg håber, at publikum tør se mere end en magtliderlig tyran og i stedet vende blikket mod sig selv. Det kan godt være, at jeg kan se, at de der magthavere i USA, i Rusland eller herhjemme udøver deres magt på en urimelig måde, men hvordan er jeg selv medansvarlig? Hvordan undertrykker jeg? Hvad ser jeg igennem fingre med? Hvor er min egen grænse? Hvad kan jeg stille op eller forandre?

Af Line Simonsen